|
Koncernens delårsrapport for 1. kvartal 2008 er udarbejdet i overensstemmelse med IAS 34 Interim Financial Reporting samt i overensstemmelse med yderligere danske oplysningskrav til delårsrapporter for børsnoterede finansielle selskaber.
Anvendt regnskabspraksis er uændret i forhold til årsrapporten 2007. Årsrapporten 2007 indeholder den fuldstændige beskrivelse af anvendt regnskabspraksis.
Der er ikke foretaget review eller revision af delårsrapporten.
Ændring af hovedtal Forretningsområdet Øvrige områder har hidtil indeholdt kapitalomkostninger, herunder omkostninger til efterstillet kapital og lang funding. Fra 1. kvartal 2008 er disse omkostninger fordelt til koncernens øvrige relevante forretningsområder. Endvidere er indtægter og omkostninger vedrørende CDS transaktioner, der afdækker kreditrisikoen på en portefølje af realkreditudlån, henført til Danske Markets.
Ændringen forøger for 1. kvartal 2008 nettorenteindtægter og -gebyrindtægter med henholdsvis 58 og 92 mio. kr., mens handelsindtægterne reduceres med 150 mio. kr. Sammenligningstal er tilrettet, hvilket for året 2007 medfører en forøgelse af nettorenteindtægter og -gebyrindtægter på henholdsvis 131 mio. kr. og 378 mio. kr. og en reduktion af handelsindtægterne på 509 mio. kr.
Forretningsområdet Øvrige områder indeholder herefter indtægter og omkostninger vedrørende ejendomsområdet og koncernstabsfunktioner samt eliminering af afkast på egne aktier og obligationer.
Ændring i segmenter Pr. 1. januar 2008 er forretningsområderne Realkredit og Bankaktiviteter Danmark regnskabsmæssigt sammenlagt, så de samlede danske aktiviteter inden for ejendomsfinansiering præsenteres under Bankaktiviteter Danmark og dermed på tilsvarende vis som for de udenlandske bankaktiviteter.
Kommende standarder og fortolkningsbidrag International Accounting Standards Board (IASB) har udsendt en række internationale regnskabsstandarder, ligesom International Financial Interpretations Committee (IFRIC) har udsendt en række fortolkningsbidrag, der endnu ikke er trådt i kraft.
Ingen af disse forventes at få væsentlig indflydelse på koncernens fremtidige regnskabsaflæggelse. |